Den nordiske major SF Studios og det succesfulde danske produktionsselskab Fridthjof Film har indgået en 3 årig outputaftale, der sikrer SF Studios distributionen af Fridthjof Films produktioner på det nordiske marked. I første omgang drejer det sig om spillefilmen ”Undtagelsen”, som er en thriller baseret på Christian Jungersens bestseller med Sidse Babett Knudsen, Danica Curcic, Amanda Collins og Lene Maria Christensen.

Samarbejdsaftalen med Fridthjof Film sikrer SF Studios retten til både at distribuere og lancere de produktioner, som selskabet står bag. Fridthjof Film har tidligere præsenteret stærke titler som ”Armadillo”, ”Blå mænd”, ”Alle for en” samt de to efterfølgere og har til november premiere på dramaet ”I krig og kærlighed”.

Ronnie Fridthjof udtaler: ”Vi har et ønske om fortsat at styrke kvaliteten af vores film og komme ud til et endnu større publikum. Vi har en tæt personlig relation til flere af de ansatte hos SF Studios og glæder os enormt meget til at arbejde sammen. SF Studios er med sit team, sin mangeårige erfaring og sin stærke historiske fundering i de nordiske lande den helt rette partner for Fridthjof Film”.

Yaba Holst, Head of Nordic Acquisition SF Studios, supplerer:  “Fridthjof Film har gentagne gange vist, at de har en rigtig god fornemmelse for, hvad der fungerer hos publikum. De har en stærk forretning og et mod, som sikrer kvalitet i alle genrer. Det er præcis det match, vi har brug for hos SF Studios i vores vision og mission om at blive publikums førstevalg. Vi har et stærkt team i Danmark, og jeg er stolt af, at vi endnu engang har sikret en af de stærkeste spillere i branchen. Det lover godt for fremtiden!”.

Aftalen med Fridthjof Film er med til at sikre SF Studios strategi og ambition om at producere, co-producere og distribuere endnu flere spillefilm og mere TV drama på tværs af det nordiske marked. SF Studios har i forvejen distributionsaftaler med yderligere tre førende danske produktions-selskaber – Meta Film (”Swinger”, ”Sommeren ’92”), Miso Film (”Så længe jeg lever”, ”Iqbal & Den indiske juvel”) og Creative Alliance (”Dobbeltspil”, ”Notat”).

”SF Studios afsøger hele tiden branchen for at finde de helt rigtige samarbejdspartnere, der matcher vores ambition om at udfordre markedet og levere stærke oplevelser til publikum. Stærke samarbejdspartnere, hvis produktioner – kombineret med vores øvrige lokale og mange internationale produktioner – kan sikre, at SF Studios fastholder og udvikler sin position som den førende distributør af film og TV serier i Norden”, slutter Yaba Holst.

For yderligere informationer kontakt venligst:

Pressechef Camilla Baggesen, mobil 2074 0650

Om SF Studios

SF Studios, der blev grundlagt i 1919, er blandt verdens ældste filmselskaber og den førende distributør af film og TV serier i de nordiske lande. SF Studios både producerer og distribuerer underholdning til biograf, TV og Home Entertainment og forretningsområderne omfatter lokal produktion, nordisk og international samproduktion, distribution til biograf og Home Entertainment, international salg og digitale play-tjenester. SF Studios har hovedkontor i Stockholm og datterselskaber i København, Oslo, Helsinki og London. SF Studios er del af det førende Nordiske medieselskab Bonnier AB.

Om Fridthjof Film

Fridthjof Film blev grundlagt i 2000 af Ronnie Fridthjof og er i dag kendt som en markant spiller inden for spillefilm, TV serier og dokumentarer i Danmark. Vi søger altid at finde en balance mellem kunstnerisk kvalitet og det kommercielle. Dette lykkedes eksempelvis med den Cannes-vindende ”Armadillo”, der samtidig med festival successen blev den 2. mest sete dokumentarfilm i danske biografer nogensinde. Også dramaserien ”Heartless”, der er solgt til hele verden – herunder HBO og Netflix – fandt sin vej til Berlin filmfestival, hvor den som den første TV serie nogensinde blev udvalgt til programmet “Generations”. Fridthjof Film blev for alvor kendt i 2008, da Blockbusteren ”Blå mænd” – uden om det traditionelle støttesystem – overraskede alle med 450.000 solgte billetter. Fra samme instruktør, Rasmus Heide, producerede Fridthjof Film ”Julefrokosten”, ”Alle for én”, ”Alle for to” og ”Alle for tre”, der alle åbnede som nr. 1 i biograferne og er nogle af de mest sete film på TV2 i Danmark.