Project Description

Da Esben deserterer fra krigen, er det for at blive forenet med sin elskede kone Kirstine og sønnen Karl efter 3 års fravær. Men alt er ændret… En charmerende tysk officer har overtaget rollen som familiefar og bejler kraftigt til Kirstines hjerte. I skjul på sit eget loft bliver Esben vidne til dette mareridt og må sætte alt ind for overlevelse, kærligheden og at redde familien.

Episk kærlighedsdrama 
I KRIG & KÆRLIGHED er selskabets største projekt til dato. Filmen er et episk kærlighedsdrama og den første danske film nogensinde, der foregår under 1. Verdenskrig. Det er én af de dyreste danske spillefilm de senere år og har Sebastian Jessen, Rosalinde Mynster, Game of Thrones-stjernen Tom Wlaschiha, Thure Lindhardt, Ulrich Thomsen, Natalie Madueño og Morten Brovn i de bærende roller. Den er instrueret af Kasper Torsting, produceret af Ronnie Fridthjof og er skrevet af Ronnie Fridthjof og Kasper Torsting.

Filmen er blevet realiseret takket være et tæt samarbejde med støtte fra Det Danske Filminstitut (Markedsordningen), FilmFyn, Danmarks Radio, Fabrikant Mads Clausens Fond, Nordisk Film & TV Fond, Sønderborg Kommune og Tønder Kommune.

I KRIG & KÆRLIGHED får gallapremiere i Sønderborg på 100-årsdagen for afslutningen på 1. Verdenskrig d. 11. november i år og biografpremiere over hele landet d. 15. november.

 

IMDB

Det handler for mig om ambitionen om den store fortælling, der samtidig er solidt forankret i det nære og autentiske. Det føles rigtigt i en fortælling om et menneske, der er splittet mellem sine idealer, og den virkelighed han står i. Jeg er dybt taknemlig for den velvilje og interesse filmen allerede har modtaget og er ydmyg og stolt over at skulle arbejde med navne som Sebastian Jessen, Rosalinde Mynster og Thure Lindhardt

Instruktør, Kasper Torsting

I Krig & Kærlighed er et episk og brutalt kærlighedsdrama, der stiller spørgsmålet: Hvor langt er du villig til at gå for at redde dit liv, dit ægteskab og din ære? Og hvor langt kan relationen mellem to, der elsker hinanden egentlig strækkes? Filmen er sat i en fascinerende historisk kontekst. Men 1. Verdenskrig er kun rammen. Trekantsdramaet er filmens kerne.

Producer, Ronnie Fridthjof

Personligt ser jeg utrolig meget frem til at skildre Esben, der vender hjem til sin familie. Er der den samme ubetingede kærlighed, som der var inden han drog i krig? Hvordan har tre år ved fronten påvirket Esben og hans indstilling til livet? Har hans grænser for hvad man kan gøre i krig ændret, hvad han mener man kan gøre derhjemme i kærlighedens navn? Der er så meget potentiale i historien og karaktererne som jeg glæder mig enormt til at dykke ned i. Som far kan jeg kun forestille mig, at det må være noget af det mest forfærdelige. At tage væk og aldrig vide om man kommer tilbage. Men måske er tanken om at komme tilbage, og ikke føle, at man hører til mere, endnu mere ubærlig. Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med fantastiske kollegaer, og så er jeg helt vild med Kasper Torsting og Ronnie Fridthjofs vision om episk realisme.

Skuespiller, Sebastian Jessen

Sebastian Jessen – Esben

Rosalinde Mynster – Kirstine

Tom Wlaschiha – Gerhard

Thure Lindhardt – Hansen

Ulrich Thomsen – Müller

Natalie Madueño – Marie

Morten Brovn – Jes

Instruktør – Kasper Torsting

Manuskript skrevet af – Ronnie Fridthjof og Kasper Torsting

Producer – Ronnie Fridthjof

Associate Producer – Stephanie Wiese

Fotograf – Jesper Tøffner

Lyd – Henry Michaelsen

1st AD – Martin Sebik

Klip – Søren B. Ebbe & Simon Borch

Line Producer – Tina Winholt

Producent: Fridthjof Film

Co-producenter: Nordfilm Kiel, Tam Tam Film og Film United

Samarbejdspartnere: Det Danske Filminstitut, Danmarks Radio, Fabrikant Mads Clausens Fond, Nordisk Film & TV Fond, Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein (FFHSH), FilmFyn, Sønderborg Kommune, Tønder Kommune, Creative Europe MEDIA, Den Tjekkiske Film Fond, NDR og TV2 Norge.

Distributør: United International Pictures, Fridthjof Film Distribution og Mis. Label