Fridthjof Film og Nordisk Film udvider deres samarbejde omkring distribution til også at omfatte udviklingsprojekter indenfor film og TV-drama

Nordisk Film køber en mindre andel (25%) af Fridthjof Film A/S. Som medejere af Fridthjof Film ønsker Nordisk Film at medvirke til at styrke og udbygge selskabets profil i Danmark. Samtidig har Nordisk Film og Fridthjof Film indgået en distributionsaftale omkring distribution af Fridthjof Films produktioner.

Adm. direktør for Nordisk Film Production A/S, Henrik Zein og Rikke Crosby, forretningsudviklingsdirektør i Nordisk Film indtræder samtidigt i Fridthjof Films bestyrelse.

Direktør i Nordisk Film Production, Henrik Zein, siger:

”Fridthjof Film har med godt købmandsskab og stor kreativitet udviklet sig til et stærkt selvstændigt selskab i det danske filmmiljø. Samtidig er Ronnie Fridthjof en markant stemme, der aktivt tager et medansvar for filmbranchen. Vi kan se mange fordele ved at støtte op om Fridthjof Films klare profil, da Fridthjof Film og Nordisk Film på mange områder kan berige hinanden og udvikle fælles forretningsmodeller. Dér hvor det giver mening, kan vi udnytte de kompetencer vi hver især besidder. F.eks. på Tv-fiktion kan vi drage nytte af hinandens erfaringer og forfølge nogle interessante muligheder i markedet.”

Direktør og ejer af Fridthjof Film, Ronnie Fridthjof, siger:

”Nordisk Film har altid været en tæt samarbejdspartner, fra jeg blev oplært der i 1998, til senere samarbejde med mange af de talentfulde mennesker, der er hos Nordisk – og så senest med Nordisk Film Distribution som distributør på mange af vores film. Jeg glæder mig til at styrke dette værdifulde samarbejde og den fortsatte udvikling af Fridthjof Film i en tid, hvor filmbranchen oplever nye muligheder. Samarbejdet med Nordisk Film åbner mulighed for at brede potentialet for Fridthjof Films produktioner ud over de danske grænser. Fokus vil være på skandinaviske projekter og samarbejde med producenter på tværs af de nordiske lande indenfor især TV fiktion og spillefilm.”

Samarbejdet mellem de to selskaber bygger på et frivillighedsprincip, og hvert selskab vil fortsat operere helt adskilt med egne filmprojekter og egne profiler. Fridthjof Film tegnes fortsat af selskabets ejer og direktør, Ronnie Fridthjof, ligesom Nordisk Film fortsat er medejere af andre filmselskaber, som f.eks. Zentropa.

”Filmøkonomien er generelt udfordret disse år, og det stiller store krav til producenterne. Gennem medejerskab af Fridthjof Film er vi med til at støtte diversiteten i dansk film og sikre, at der fortsat produceres mange gode danske film. Hvert selskab opererer helt adskilt med egne filmprojekter og egne profiler og fuld kunstnerisk frihed,” siger Henrik Zein.