AlleForTre hovedplakat

 

Stor premiereweekend: Næsten 100.000 biografgængere har allerede set filmen kun fire dage efter premieren.

 

Ralf, Timo og co. kan stadig få danskerne i biograferne. Det har de bevist i stor stil i weekenden, hvor Fridthjof Film og Rasmus Heides komedie ALLE FOR TRE fik premiere og fløj direkte ind på en helt suveræn førsteplads på biografernes hitliste. Lige knap 100.000 biografgængere har allerede løst billet til filmen fire dage efter premieren. I selve weekenden blev der solgt 79.302 billetter, og når man lægger de godt 20.000 snigpremierebilletter oven i som filmen solgte op til premieredagen, er filmen således oppe på i alt 99.877 solgte billetter.

Dermed er tredje ombæring af en af de mest populære danske filmkomedier i nyere tid godt på vej mod en gedigen succes. Direktør for Nordisk Film Distribution, Frederik Honore, udtaler:

– Både hos Fridthjof Film og på Nordisk Film er vi fantastisk glade for filmens premiereweekend. Den sælger flot over hele landet og får allerede nu et rigtig godt word-of-mouth af publikum. Hvor præcis den ender er jo umuligt at spå om, men den er kommet enormt godt fra start, og det er samtidig glædeligt at kunne konstatere, at den tredje danske spillefilm på stribe i 2017 er en stor succes i biograferne.

Historien i ALLE FOR TRE

ALLE FOR TRE byder velkommen tilbage til Rasmus Bjerg, Mick Øgendahl og Jonatan Spang som de tre småforbrydere Timo, Ralf og Nikolai.  Men ikke alt er som det plejer… Da Ralf i sidste øjeblik forpurrer Timos ellers udmærket udførte solarie-og-kobberkogle-kup, og Arno uventet stempler ud, må brødrene ile til Italien for at få fingre i Arnos antikke veteranmotorcykel. Arnos ukendte arving har dog sin egen agenda, så for at holde sammen på familien må Timo og Ralf infiltrere en chinchillafarm, snøre en gal pelsmillionær, sniffe rå oliven, lokke Nikolai tilbage i folden og lære at samarbejde med deres nyfundne søster for at lave deres største, vildeste og vigtigste kup til dato…

Foruden Rasmus Bjerg, Mick Øgendahl og Jonatan Spang medvirker også Sonja Richter. Kurt Ravn, Zlatko Buric, Kirsten Lehfeldt og Rikke Louise Andersson m.fl.

Som de to første film er ALLE FOR TRE instrueret af Rasmus Heide, som med 1,4 mio. solgte biografbilletter til sine første fire film er blandt de bedst sælgende danske instruktører overhovedet. Rasmus Heide har skrevet manuskriptet sammen med Jacob Tingleff efter en historie af Mick Øgendahl og ham selv. Anders August har været manuskriptkonsulent, og filmen er produceret af Fridthjof Film ved Ronnie Fridthjof og Mille Bjørke.

ALLE FOR TRE er blevet til i samarbejde med TV 2, DFI (Markedsordningen), Den Vestdanske Filmpulje og Nordisk Film.  Filmens co-producenter er Radiator Film i Aarhus, Spiritus Movens Production i Kroatien og Croatian Audiovisual Centre. Filmen distribueres af Nordisk Film Distribution.